Obligatoriske elementer i rejsebloggen

B: Institutionsbeskrivelse

Jeg har arbejdet de første 5 uger ved Bach Mai hospital som ligger i Dong Da distriktet i Hanoi. Sygehuset blev åbnet i 1911 og er i dag en av de største medicinske institutioner i Vietnam med speciale i forskellige områder. Rehabilitations centeret som er en del av Bach Mai, åbnet i 1998 for at hjælpe unge og voksne med handicap. Her kommer slagpatienter, trafikskadede, patienter med CP og neurologiske sygdomme. Centeret bliver sponsoreret af ulige organisationer fra flere land samtidig med at det får tilskud fra staten. Her arbejder det fysioterapeuter og ergoterapeuter (de ser på det som et og samme erhverv), læger og sygeplejere, samt studerende som kommer og går, som os. Det har ikke vært almindeligt for vietnamesere at have sygeforsikring, men det bliver mer og mer normalt. Fordi mange av patienterne betaler selv for sin behandling på sygehuset er de der som regel ikke længere end kun for at få den basale hjælp og instruktion til videre træning hjemme med familien.

 

A: Overvejelser inden opholdet

Det jeg allermest ønsker at få ud af opholdet er et indblik i fysioterapifaget i en anden kultur, samt at få nye arbejdserfaringer. Det kan være ved at lære nye arbejdsteknikker, eller lære nye metoder at løse problemer på. Den største faglige udfordring tror jeg bliver at skabe en god patientkontakt, fordi det er ikke så mange som snakker engelsk.  Det kan også blive svært at kommunikere med personalet på sygehuset pga. sproget. Vi skal arbejde med patienterne sammen med en stor gruppe mennesker -familiemedlemmer, fysioterapeut, sygeplejer og studerende, så man er aldrig alene. Jeg er spændt på hvad patienterne synes om at møde studerende fra et ukendt land, og hvad de vil synes om at vi skal behandle dem. Faciliteterne er heller ikke som vi er vant til, det er mindre lokaler og mindre udstyr. Det kan også blive en udfordring når vi skal være så mange på et sted. Den største personlige udfordring tror jeg bliver at jeg skal arbejde mere selvstendigt end det jeg har prøvet før. Jeg skal lære bort det jeg gør til de andre studerende, patient og familiemedlem, og være sikker på at det jeg gør er rigtig for at bedst mulig formidle budskabet. Min største bekymring er at ikke blive forstået af vejleder og af patienter, men jeg tror de vil gøre det bedste for at jeg skal føle mig tryg og hjælpe til det de kan. Det, jeg tænker det betyder at være norsk i udlandet er at jeg skal tage hensyn til skikker og respektere kulturen i landet. Det, jeg kommer mest til at savne bliver nok den norske/danske hygiejnen, og fx. almindelige toiletter. Når jeg kommer hjem håber jeg at have styrket mine kundskaber om patientkontakt og behandling og at jeg har blevet mere sikker på det jeg gør. Jeg håber også at ha lært noget om landet og mennesker her.